Udfyldning og de øjeblikke, hvor du ikke kan se

Når den linje, du kigger på, går lige gennem den blinde plet, ser du ikke en linje med et hul i. Du ser én kontinuert linje. Når baggrunden har en tekstur, ser det ud, som om teksturen fortsætter. Det kaldes udfyldning (eller perceptuel fuldendelse): Hjernen skaber den manglende del ud fra omgivelserne, så hullet forbliver usynligt.

Det betyder, at det, du "ser" i din blinde plet, er opdigtet og ikke optaget. Det er et meget godt gæt det meste af tiden, og derfor lægger ingen mærke til det. Det ville være et dårligt gæt, hvis noget lille og anderledes gemte sig lige dér.

Dine øjne laver også cirka tre hurtige spring i sekundet. Disse spring kaldes sakkader. Under en stor sakkade fejer billedet hen over nethinden alt for hurtigt til, at du kan læse det, og den visuelle følsomhed skrues ned (sakkadisk undertrykkelse). Hjernen viser dig ikke sløret og efterlader ikke et mørkt hul. Den springer intervallet over, og derfor virker verden stabil, mens dine øjne springer.

Prøv det: Kig i et spejl på dit venstre øje, så dit højre øje, og derefter tilbage igen. Du vil aldrig se dine egne øjne bevæge sig, fordi selve springet bliver redigeret væk.

Der er også en tredje ting, der gemmer sig lige for øjnene af os: kun centrum af dit blik er skarpt. Det skarpeste område, fovea, dækker kun cirka 2 graders synsfelt, omtrent bredden af din tommelfingernegl på en arms afstand. Uden for det falder detaljerne hurtigt, og farver og lille skrift bliver utydelige. Det føles, som om hele scenen er skarp, fordi dine øjne springer hen til det, du vil se på, så det skarpe punkt altid er der, når du har brug for det.

Almindelig myte: "Hele vores synsfelt er lige skarpt." Det er det ikke. Det skarpe område er meget lille, og dine øjne bevæger sig så hurtigt, at du får en fornemmelse af et detaljeret helhedsbillede.