De fem dybdezoner

Oceanografer opdeler vandsøjlen i lag efter, hvor meget lys der når ned til dem. Navnene varierer en smule fra bog til bog, men de fem sædvanlige er:

• Epipelagisk (den solbelyste zone), 0 til omkring 200 m. Der er nok lys til fotosyntese. Næsten alt plankton, der laver føde ved hjælp af sollys, lever her, og det gør de fleste fisk, skildpadder og havpattedyr, du kender, også.
• Mesopelagisk (tusmørkezonen), omkring 200 til 1.000 m. Et svagt blåt skær forsvinder med dybden. Der er for lidt lys til fotosyntese, men dyr kan stadig se silhuetter mod den dunkle himmel.
• Bathypelagisk (midnatzonen), omkring 1.000 til 4.000 m. Intet sollys overhovedet. Det eneste lys kommer fra dyr.
• Abyssopelagisk (afgrunden), omkring 4.000 til 6.000 m. Koldt, mørkt og under et tryk på flere hundrede atmosfærer.
• Hadopelagisk (dybhavsgravene), under omkring 6.000 m. Findes kun i dybe grave, som regel dér, hvor en tektonisk plade glider ind under en anden. Navnet kommer fra Hades.

Grænserne er ikke skarpe. Lyset slukker ikke ved 200 m; det bliver gradvist svagere. Forskellige lærebøger bruger lidt forskellige dybder, og den virkelige lysgrænse afhænger af, hvor klart vandet er, så opfat tallene som afrundede retningslinjer.

Når du bevæger dig nedad, ændrer to ting sig støt: temperaturen falder (de næste lektioner viser hvordan), og trykket stiger (med omkring én atmosfære for hver ti meter). Der bliver også færre levende organismer, fordi næsten al føde bliver lavet i det solbelyste lag. Men færre er ikke det samme som ingen. Der er fundet liv i alle zoner, helt ned til den dybeste dybhavsgrav.