De første opdagelser

De første bekræftede planeter uden for Solsystemet blev fundet i 1992 af Aleksander Wolszczan og Dale Frail. De kredser om PSR B1257+12, en pulsar: den kollapsede kerne af en eksploderet stjerne, som udsender radiopulser med meget regelmæssige mellemrum. Planeterne trækker i pulsaren, så pulserne ankommer en lille smule tidligere og senere. Ved at måle tidspunktet for pulserne blev planeterne afsløret. Ingen forventede planeter omkring en død stjerne, og pulsarplaneter viste sig at være sjældne.

Den første planet, der blev fundet omkring en sollignende stjerne, blev opdaget i 1995. Michel Mayor og Didier Queloz brugte radialhastighed til at finde 51 Pegasi b. Dens kredsløb tager kun omkring 4,23 dage, og dens minimumsmasse er omkring 0,47 Jupiter-masser. Keplers tredje lov (se laboratoriet Kredsløb og tyngdekraft) giver dens kredsløbsradius: omkring 0,05 AU, langt inden for Merkurs kredsløb på 0,39 AU, som tager 88 dage. En gasgigant så tæt på sin stjerne var et chok, fordi alle forventede, at giganter befandt sig langt ude, ligesom i vores eget Solsystem. Mayor og Queloz delte Nobelprisen i fysik i 2019 (den anden halvdel gik til James Peebles for kosmologi).

Planeter som denne kaldes varme Jupitere: giganter i kredsløb, der varer få dage, og som er opvarmet til 1000 K eller mere. De er nemme at finde, men de er sjældne: kun omkring 1 procent af sollignende stjerner har en (estimaterne ligger et sted mellem cirka en halv procent og en procent). Solsystemet har ingen. En førende idé er migration: En sådan gigant kan være dannet langt fra sin stjerne, hvor der er masser af is og gas, og senere bevæge sig indad på grund af vekselvirkning med gasskiven eller en gravitationel omrokering forårsaget af andre himmellegemer.